Mogens Amdi Petersen anholdt i USA

Politiken, 18 feb 2002

Tvinds leder, Mogens Amdi Petersen, er blevet anholdt af politiet i USA. Amdi Petersen mellemlandede i Los Angeles på vej fra Afrika til Mexico, da politiet slog til.

»Det er korrekt, at han er blevet anholdt. Anholdelsen skete natten til søndag i en lufthavn i Los Angeles i USA, hvor han var i transit på vej fra Afrika til Mexico. Anholdelsen er sket på begæring af Holstebro Politi«, siger politimesteren i Holstebro, Jens Kaasgaard til Ritzau.

EFTERSØGT INTERNATIONALT I TO MÅNEDER
Anholdelsen af Mogens Amdi Petersen i Los Angeles kl. 01.30 lokal tid natten til søndag kommer, efter at Holstebro Politi i nøjagtig to måneder i hemmelighed har haft udstedt en international arrestordre på ham.

Retten i Ringkøbing gav 18. december grønt lys for en international efterlysning af Mogens Amdi Petersen.

Amdis beskikkede forsvarer, Jørgen Quade Andersen, kærede afgørelsen til Vestre Landsret, der den 15. januar i år stadfæstede byrettens beslutning om, at Amdi Petersen skulle efterlyses internationalt.

MISTANKE: VIL UNDDRAGE SIG RETSFORFØLGNING
»Vi har bedt dem om at anholde ham, fordi vi har haft en mistanke om, at han vil unddrage sig retsforfølgning, hvis der skulle blive rejst tiltale«, siger Jens Kaasgaard.

»Vi vil meget gerne vide, hvor han er henne, nu hvor vi skal i gang med de sidste afhøringer, og vi mener, at det har stor betydning for efterforskningen, at vi har hold på ham og sikrer hans tilstedeværelse«, siger Jens Kaasgaard.

Han ønsker ikke nærmere at oplyse, hvad der har fået politiet til at mene, at Mogens Amdi Petersen vil unddrage sig en eventuel retsforfølgning.

»Men mistanken har vi fået, efter at vi har læst nogle dokumenter«, siger politimesteren.

KRÆVER AMDI UDLEVERET
Politiet i Holstebro kræver nu Mogens Amdi Petersen udleveret til Danmark.

Anmodningen om udlevering indgives til de amerikanske myndigheder via det danske justitsministerium.

Modsætter Mogens Amdi Petersen sig udlevering, kan en retssag om spørgsmålet ifølge Holstebros politimester tage op til halvandet år. Hvis det bliver tilfældet, skal Mogens Amdi Petersen forblive i USA, indtil sagen er afgjort.

Hvis Mogens Amdi Petersen derimod frivilligt lader sig udlevere til Danmark, kan udleveringen, ifølge politimester Jens Kaasgaard, begrænse sig til få dage.

AMDIS ADVOKAT PÅ VEJ TIL USA
Mogens Amdi Petersens beskikkede advokat, Jørgen Quade Andersen, var mandag middag på vej til USA for at kunne yde bistand til sin klient.

Advokaten oplyser til Ritzau, at han endnu ikke har været i kontakt med Amdi Petersen efter anholdelsen. Derfor ved Quade Andersen heller ikke, om Mogens Amdi Petersen frivilligt vil lade sig udlevere til Danmark.

50 BETJENTE STORMEDE TVIND
Den 25. april sidste år stormede 50 politifolk otte Tvind-adresser landet over, og beslaglagde  materiale, som kunne underbygge politiets mistanke: mandat- og skattesvig for 75 millioner kroner.

Holstebro Politi styrede aktionen, fordi Tvinds hovedsæde ligger i politikredsen og det lokale politi fik hjælp af bagmandspolitiet og Rigspolitiets rejsehold.

Politiet mener, at Mogens Amdi Petersen og Tvinds talsmand, Poul Jørgensen, sammen med to ledende medarbejdere har begået mandatsvig og skattesvig ved at bruge den velgørende fond som et tagselvbord for penge til skolesamfundets egne projekter. Tvind-folkene afviser sigtelserne.

FONDSBESTYRELSE SAT PÅ PORTEN
Pengene i fonden stammer fra op mod 300 af skolernes lærere. Lærerne har kunnet trække bidragene fra i skat, og på den måde har samfundet indirekte sendt 25-30 millioner kroner ind i fonden.

To måneder efter ransagningerne greb Civilretsdirektoratet ind overfor fondens bestyrelse. For første gang nogen sinde blev hele bestyrelsen i en velgørende fond sat på porten, og myndighederne indsatte en ny ledelse.